Lad juleferien vinde

Indgang
Juleferiepausen SKAL ganske enkelt resultere i bedre forhold i januar, så vilkårene for vores vigtige arbejde bliver ordentlige.

Også jeg havde forventet en mere traditionel december, men Corona ville det anderledes. Jeg er tilfreds med, at Gladsaxe Kommune støttede op om, at lærere til hjemsendte klasser udfylder et fuldtidsjob, når de står for onlineundervisning. Spæde forsøg på, at lærerne både kunne onlineundervise og samtidig ”passe” børn på skolen, blev rimeligvis ikke til noget.

Vi har fra GLFs side bedt om adgang til PCR-test i arbejdstiden. Dette med baggrund i, at vores medlemmer i en lind strøm er ”nære kontakter”. Danmarks Lærerforening har bedt om tydeligere retningslinjer og ret til at bære mundbind. Indtil nu har bestræbelserne ikke rigtigt båret frugt. Mange af vores frustrationer deles af ledelserne på snart sagt alle niveauer, men det er som om, at handlingsmulighederne er få. Der kommer nye nationale meldinger dagligt, og meget hænger ikke sammen. I skrivende stund er det nationale testsystem vist på randen af sammenbrud. Det er utrygt, når man ikke har mulighed for at gøre det, som er det rigtige at gøre. Juleferiepausen SKAL ganske enkelt resultere i bedre forhold i januar, så vilkårene for vores vigtige arbejde bliver ordentlige.

Med ønsket om en glædelig jul og et lykkebringende nytår til dig og dine sender jeg de bedste hilsner

Thomas Agerskov

Emner

Målgruppe